Danskerkolonien Solvang i Californien får snart tilført en ny dansk ung strømning til deres lokale kulturliv, og forhåbentlig også forretningsliv, idet Handelsskolen Niels Brock fra 2012 sender 30 1.g’s elever til byen om året på udvekslingsophold.
Fornyelse & partnerskaber
Jeg møder Niels Brocks (www.brock.dk) Direktør Anya Eskildsen for at tale om visionen for at starte et Niels Brock handelsgymnasium i danskerbyen. Anya forklarer at Niels Brock tager det meget alvorligt at bidrage til Danmarks konkurrencevene, og hun er derfor meget engageret i skolens internationale partnerskaber, som kan tilbyde hendes elever et ”globalt mindset”. Det at opnå et globalt mindset ser Niels Brock sammen med ”at lære at tilegne sig ny viden på egen hånd samt at være entreprenant” som fremtidens kernekompetencer, så det at lære at tænke globalt og selvstændigt er en central del af deres uddannelser, som i praksis udvikles vha. af f.eks. mange internationale uddannelsestilbud og etablering af et Iværksætterhus.
Anya fortæller at idéen til at starte en Niels Brock skole i Solvang opstod da hun besøgte Solvang i 1998 med familien, og at indtrykket var ”en lidt træt kulisseby”, som godt kunne trænge til fornyelse af kultur- og forretningslivet. Først i 2007 begyndte hun dog seriøst at udtænke en vision for projektet. Sammenfaldende med 100års jubilæet for Solvang by underskriver Niels Brock i september 2011 en samarbejdsaftale med byen og den lokale Santa Ynez High School. I første omgang er det tænkt som et 1-årigt udvekslingsophold for 1.g elever på Niels Brocks internationale handelslinje IBB (International Business Baccalauerate), hvor der udelukkende undervises på engelsk, som skal undervises på den lokale high school af amerikanske lærere. På sigt er visionen imidlertid at genopbygge Atterdag College, Solvangs gamle universitet som lukkede i 1952, og køre en handelsskole for både amerikanske og danske elever. Denne partnerskab-model har Niels Brock allerede med succes implementeret i flere byer i Kina med deres uddannelsesprogrammer på universitets-niveau.
(Øverst tv model af det gamle Atterdag College i Solvang / th det officielle logo for Solvangs 100års jubilæum )
Hjertelig modtagelse af byen
Anya fortæller at Niels Brocks initiativ er blevet hjerteligt modtaget af byen og lokalsamfundet. Hun blev ligefrem overvældet over byrådets kendskab til Niels Brock, som er blevet udbredt af nogle af Solvangs gamle forretningsfolk som Poul Hanberg (har blandt andet opført en kopi af Rundetårn i 1 til 3 størrelsesforhold i byen) og Henning Sørensen (ejer af den legendariske restaurant Bit O’Denmark), som selv er gamle Niels Brock’er. De danske elever kommer til at bo hos lokale borgere, så det bliver en meget intens kulturudveksling.
(Anya Eskildsen sammen med Poul Hanberg foran hans model af Runde Tårn)
Sideløbende med Niels Brocks satsning vil den danske Hotel og Restaurations Skole (www.hrs.dk) også iværksætte praktikforløb via Solvangs lokale restauranter og hoteller, og det undersøges i øjeblikket om det er muligt at etablere en dansk kokkeskole i byen. Solvangs små 5.300 indbyggere kommer således til at mærke denne fornyelse på flere forskellige niveauer, og Anya Eskildsen forklarer at for Niels Brocks vedkommende forsøger man med samarbejdet med den lokale high school og privat indkvartering at gøre sin entré i byen ”så ansvarlig som muligt med respekt for lokalsamfundet”.
Iværksætter potentiale
I forhold til fornyelse af forretningslivet i Solvang rummer projektet et kæmpe iværksætter-potentiale. Eleverne på den internationale business linje vil blandt andet blive opfordret til at undersøge iværksætter muligheder i byen som en del af deres efter-skole aktiviteter, og de skal podcaste og blogge hjem om deres idéer og indtryk. Derudover er det blandt andet oplagt at præsentere eleverne for iværksætter-mekkaet i Silicon Valley, forklarer Anya.
De fleste danskere kender Solvang som en turistby, der lokker med en eventyr-version af det gamle Danmark med stråtækte huse, æbleskiver og frikadeller. Men af voksende attraktioner skal nævnes det at Solvang ligger midt i Santa Ynez Dalen, som er et glimrende og voksende vindistrikt. Det bakkede landskab omkring byen har desuden givet inspiration til at organisere diverse cykelløb og marathon-løb, hvilket tiltrækker lige så mange især amerikanske besøgende som de gamle danske madspecialiteter. Således er cykling og sport i det hele taget nogle gode nye højpotentielle brands for Solvang. Endelig skal også nævnes det spændende potentiale i Hotel og Restaurant Skolens satsning i byen, som kan være med til at skabe et glimrende vindue for det moderne nordiske køkken og dermed nye restauranter.
Forhåbentlig kan de to danske institutioners projekter tilsammen skabe grobunden for nye danskejede virksomheder i Solvang, idet som det er nu udgør de kun 10% af forretningslivet. Niels Brocks partnerskab med den lokale high school kører i første omgang over tre år.
(Kontakt - Klaus Christensen / e-mail info@klauschristensen.com / mobil +45 61271373)
24. juni 2011 kl. 05:58
Jeg husker endnu mit besøg i Solvang i 1946, jeg boede i Redlands CA og læste om den danske bager i Solvang, folk kom langvejs fra for at købe ægte “Danish Pastry”, så jeg kørte til den danske koloni Solvang, og spiste ægte wienerbrød. Jeg sender en varm hilsen til Bent,
Amerikaner Bent, fra Rødovrehallen hvor vi var sammen i nogle år, til han rejste tilbage til Solvang for nogle få år siden.
Jeg ønsker Solvang en rigtig god fremtid.
Med venlig hilsen,
Chris Reerman
29. juni 2011 kl. 08:51
[…] Sådan indleder journalist Klaus Christensen fra Erhvervsbladet (evb.dk) sin artikel om Niels Brocks uddannelseseksport til Solvang, Californien. Du kan læse hele den spændende artikel her. […]