I verdens iværksætter Mekka i Palo Alto i Silicon Valley ligger Innovation Center Denmark som jeg er taget til for at finde ud af hvordan de hjælper danske startup firmaer med at komme ud over den internationale rampe.
Innovation Center Denmarks prioriteter & opbygning
Innovation Center Denmark (ICDK) (www.siliconvalley.um.dk) har tre hovedopgaver - 1) at hjælpe danske startups med at vækste internationalt i kraft af deres tilstedeværelse i Palo Alto, hvor 30% af verdens venture kapital befinder sig, 2) skabe videnstunge jobs i Danmark via afdelingen Invest in Denmark samt 3) opbygge forskningsrelationer til eliteuniversiteterne i området.
Centeret, som fylder 5 i år, er ét af 3 innovations-centre som blev skabt med Globaliseringsstrategien fra 2006. De andre ligger i hhv. Shanghai og München, mens et fjerde er på vej et endnu ukendt sted i Asien, fortæller Centerleder Camilla Rygaard-Hjalsted. ICDK drives af Udenrigs- & Videnskabsministeriet og kører på et stramt budget ud fra en rammebevilling som genforhandles hvert 2. år. Kommunikations-ansvarlig Marie Louise Gørvild forklarer at ICDK løbende over de sidste fem år har opbygget et et indgående kendskab til “økosystemet” og et stort netværk i Silicon Valley. Økosystemet er betegnelsen for det komplekse sæt af relationer mellem forskning, iværksættere, advokater og investorer som er så unikt for Silicon Valley. I de sidste 3 år de rådgivet og hjulpet mere end 36 danske små- og mellemstore virksomheder med at komme ind på det amerikanske marked. Det er primært Information & Communications Technology (ICT) forretning der rykker i dalen men, men over de sidste år har life science og clean tech vokset sig stort, og ICDK hjælper flere og flere virksomheder indenfor dette område. ICDK søger netop nu en “life science ambassadør” for at bygge dette fremstød op (en parallel til dette sats er Medicon Valleys udsendte ambassadør i Boston-området). Den anden vej har ICDK via deres afdeling Invest in Denmark over de sidste 5 år bidraget til at amerikanske firmaer har oprettet 1.567 videnstunge jobs i Danmark. Endelig har centeret løbende rådgivet 40-50 offentlige og private kunder om året, heriblandt større danske firmaer som Novo Nordisk, Maersk og Grundfos, hvilket reelt er centerets eneste indtægtskilde.
(tv ICDK teamet / th Centerleder Camilla Rygaard-Hjalsted)
Skaler dit produkt
Èn af de største udfordringer for danske startups der gerne vil prøve at komme ind på det amerikanske marked er at have et koncept eller et produkt som er skalerbart, der kan gøre dem til en international aktør. Fra 6.-10. juni inviterer ICDK 20 danske IT startups (mod et symbolsk deltagerbeløb på 5000kr) til en work shop i Silicon Valley, som netop handler om få startups til at tænke skalering med i deres forretningsplan. SCALEit (try.scaleit.us) er en uge med super tight program, hvor 1-2 deltagere fra hver virksomhed bliver introduceret til Silicon Valleys økosystem, lærer at give et godt amerikansk elevator pitch, får feed-back på deres forretningsmodel og lærer hvad det kræver og hvad mulighderne er i et af verdens største IT hubs. Marie Louise Gørvild forklarer, at interessen for og potentialet blandt ansøgerne var så stort, at SCALEit selv måtte skaleres, så ICDK nu tager imod 20 lovende startups i Silicon Valley (Se deltageliste her scaleit.us/try/SCALEit_program.pdf). I forbindelse med SCALEit launches en portal med værktøjer og inspiration til, hvordan danske virksomheder kan indtage Silicon Valley – og resten af verden.
Inkubering af startups
En anden service som ICDK tilbyder er inkubering af lovende danske startups i deres kontorer over en 3-6 måenders periode med det formål at accelerere og facilitere deres indgang til det amerikanske marked. Her møder jeg Tue Roth som er udsendt af DTU med projektet OptoRobotix (www.optorobotix.com) som forretnings-udvikler. Obtorobotix, som er udviklet af Professor Jesper Glückstad fra DTU Fotonik, er i stand til vha. laserlys, at sortere og indfange f.eks celler og bakterier på micro og nano-skala. Teknologien har et stort potentiale inden for medicinalindustrien, bl.a. indenfor diagnostik af kræft gennem indfangning af cirkulerende tumorceller i blodprøver, forklarer Tue Roth. Silicon Valley er det oplagte sted at kommercialisere en sådan teknologi, men Tue forventer at videreudvikling af teknologien kommer til at ske i Danmark.
Smart Grid event
Smart Grid, altså metoden hvor man opbevarer og cirkulerer vedvarende energi i det off. el-net, er et område hvor Danmark er langt fremme. I kraft af vores vindenergi (som producerer 20% af landets energiforbrug) er Danmark det land i verden med mest vedvarende energi på el-nettet. Fra 20.-24. juni arrangerer ICDK en event hvor tunge drenge som DONG, Siemens og Dansk Energi få mulighed for at promovere deres smart grid løsninger for amerikanske virksomheder, som omvendt skal forklare hvilke energiproblemer de står over for. Californien er et oplagt sted at udstille dansk intelligent el-net teknologi, idet staten primært i kraft af solenergi vurderer at smart grid markedet vil vokse fra $5.6 mia. in 2010 til $9.6 mia. in 2015 (ifl. rapport fra Greentech Media) og har politisk opbakning med Guvernør Jerry Brown i spidsen. Det andet trin af Smart Grid Applied er en work shop i efteråret hvor amerikanske og kinesiske firmaer kommer til Danmark for at studere danske energi-løsninger og opbygge partnerskaber forhåbentligt.
Innovation Center Denmark har fået opbygget et godt ry, både blandt danske iværksættere jeg har mødt herovre, men også blandt andre EU lande, som ser centeret som et godt eksempel at følge (ifølge blandt andre det europæiske innovations-netværk ”Pro Inno Europe”). Du kan blandt andet lære mere om de fremadstormende deltagere i SCALEit i Erhvervsbladets særtema denne uge.
(Kontakt Klaus Christensen / e-mail info@klauschristensen.com / mobil +1 646 242 6755)
Skriv en kommentar