På sit kontor i Boca Raton nord for Miami møder jeg Anders Værge der for alvor er ved at få vind i sejlene i sin IP-telefoni forretning, som ifølge målsætningen skal gøre dem til den mest solide udbyder af opkaldsterminering (VoIP) for små og mellemstore virksomheder i hele Latinamerika. Som ved mange andre gode iværksætter-koncepter var det en dagligdags-irritation der skabte idéen - i hans tilfælde høje takster for internationale telefonopkald.

Anders Værge

KOM-1

I marts 2009 startede Anders Værge KOM-1, www.kom-1.com, op på det brasilianske marked. På det tidspunkt havde han et indgående kendskab til Brasilien på baggrund af udstationering for Aalborg Industries (producerer kedler for shipping-branchen)  og ved at være brasiliansk gift. I en vækstøkonomi som Brasilien hvor tele-markedet først blev liberaliseret i 1998 så han muligheder i at tilbyde internettelefoni software af høj kvalitet til lav pris for små og mellemstore IP-telefoniudbydere samt call
centre med mange nationale og internationale opkald. Anders betegner selv tele-branchen som ”beskidt“, så en fundamenal del af KOM-1’s positionering på markedet har været mantraet “Ærlighed, gennemsigtighed og respekt“. Derfor er de ikke de billigste på markedet, fordi de istedet profilerer sig på høj kunde-service og ærlig interesse i at vokse sammen med deres kunder. Desuden har kendskabet til portugisisk og forretningskulturen i Brasilien været afgørende faktorer for opbygningen af forretningen. F.eks. forklarer Anders at man i Brasilien skal lære at man ikke går direkte til forhandlingsbordet, som vi kender det fra vores kultur, men at man derimod skal indvillige i en længere social tillidsopbyggende snak først. At KOM-1’s koncept holder understreger Anders med at de pt er kendt af ca. 40% af brasilianske IP telefoni-udbydere.

Ekspansion & Fusion

Fra starten har KOM-1 været tænkt som et skalerbart produkt skabt til vækst. Deres software, som looper opkald over servere i Europa eller USA for at sikre høj kvalitet, kan håndtere 10-15.000 opkald simultant. Allerede nu, blot 2 år efter opstart, har Anders og sin danske partner ekspanderet operatioen til Columbia og Nicaragua. En stor del af væksten skal tilskrives KOM-1’s samarbejde og nu netop overståede fusion med det danske teleselskab Telfree, hvis latinamerikanske datterselskab Telfree Latino har base i Nicaragua. Via det danske business netværk DABGO blev Anders introduceret til Flemming Lund og Erik Winther fra Telfree, som efterfølgende tog kontakt til Anders fra Nicaragua hvor de havde gang i et DANIDA støttet projekt. Telfree havde brug for Anders’ niche-ekspertise, omvendt kunne de tilbyde enestående leverandøraftaler og adgang til et stort kundenetværk i Latinamerika. Herfra gik det stærkt - Anders fløj til Nicaragua og i kraft af en fantastisk indbyrdes kemi, og dansk reference-baggrund, besluttede de i løbet af 24 timer at lægge retningslinjerne for en fusion af KOM-1 og Telfree Latino. For KOM-1 var det forretningsmæssige ræsonnement ikke til at afslå med udsigt til en tre-dobling af forretningen via Telfrees kontakter.

Keep it simple

For Anders Værge har vejen til at blive iværksætter været et princip om at udvikle så simple koncepter som muligt. Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken, men derimod sætte eksisterende teknologier sammen til et specielt behov eller efterspørgsel. I tilfældet med KOM-1 bygger det på kendt internet telefoni-teknologi, som vi kender det fra Skype eksempelvis, men succes-formlen har været indgående kendskab til det brasilianske og latinamerikanske marked og at tilbyde opkald til en billigere pris.


5 kommentarer RSS feed


  1. Anders Vaerge

    Klaus Christensen, - tak for artiklen, og tak for de mange ‘likes’ fra læserne!

    Jeg bliver nødt til at afsløre at vi ikke er kendte af 40% af smv’erne i Brasilien, for dem er der godt 5,9 mio af i landet(!). Men vi er kendt af omkring 40% af IP-telefoni-udbyderne i Brasilien - dem er der 6-800 af i landet, så det er vi også meget godt tilfredse med :-)

  2. Anders Vaerge

    @Klaus: kan se at du har rettet lidt i det faktuelle - tak for det. Og endnu engang tak for din indsats; det er en vigtig opgave du er en del af, for at være med til at sætte dansk forretning i udlandet i perspektiv - og bl.a. også vise noget af den power der ligger i DABGO.

    //Anders

  3. Klaus Christensen

    Anders, håber du får noget god respons på artiklen fra Danmark, så at I også bliver synlige derhjemme !

  4. Klaus Christensen

    Lige en ting mere - hvor meget billigere er jeres VoIP system sammenlignet med Skype?

  5. Anders Vaerge

    @Klaus: Hvis man sammenligner med hvad Skype tager for opkald til almindelige telefoner, så er vores priser 20-50% lavere, afhængig af destinationen. Men husk at vi udelukkende sælger til VoIP-udbydere, call centre og den slags - og så er vi på vej med white-label-løsninger til medieselskaber. Så det er altsammen meget spændende!

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites